Sportsfællesskab
Vi har alle hørt det før: Motion er vigtigt. Det hjælper på humør, stress og mental sundhed. Det bliver gentaget af specialister i morgen-tv, af sundhedsfaglige og af mennesker, der selv formår at træne regelmæssigt. Og de har ret.
Vores Formål
Men hvis motion er så vigtig – hvorfor er det så svært for så mange at møde op i fitnesscentre, sportsklubber og foreninger?
Det spørgsmål undersøgte Lea The Pirate og forsker Charlotte Løvstad i 2024 i pilotprojektet Sport og neurodiversitet – en dybere forståelse. To gange om ugen deltog mennesker med én eller flere diagnoser fra Kofoeds Skole i udendørs cirkeltræning på Institut for (X). Efter træningerne stillede Charlotte spørgsmål til rammerne og fællesskabet.
Analysen viste, at udfordringen sjældent handler om manglende motivation eller vilje. Den handler om rammer – og om frygten for igen ikke at passe ind. Mange deltagere havde erfaringer med at føle sig forkerte i sportsfællesskaber, med høje præstationskrav, uklare sociale koder og en konstant fornemmelse af at skulle tage sig sammen.
I det neurodivergente fællesskab lykkedes det at gøre træning til en regelmæssig begivenhed to gange om ugen. Ikke fordi alle trænede hårdt – men fordi man ikke behøvede at træne for at være velkommen. Det afgørende var at møde op, at blive mødt med glæde og at vide, at nogen ventede. For mange var det netop fremmødet, der ellers havde været det sværeste.
På baggrund af disse erfaringer drømmer vi om at etablere Bevægelsesrummet Pausen på første sal af Spaceship 1. Et rum for regulering og healing, hvor fokus er at komme ned i kroppen gennem muay thai, styrketræning, dans, meditation og yoga. Pausen er for Pirater – fordi tryghed og genkendelighed er afgørende for at kunne indgå i et træningsfællesskab.
Pausen er samtidig et eksperimentarium. Et sted, hvor vi undersøger, hvordan bevægelse kan gøres tilgængelig for neurodivergente mennesker – og hvordan erfaringerne kan give sportsforeninger nye redskaber til inklusion, deltagelse og trivsel.